Urtehaven blev renoveret i 2019.
Hvor der tidligere var blindehave, lægeurter m.v., er der nu plantet bl.a. stauder og nye urter. En del af de gamle træer og området omkring Raschgården er blevet bibeholdt, medens det store træ ved Raschgården er blevet skåret ned, og der arbejdes på, at der vil blive udført en træskulptur af det resterende træ.
Den 22. august 2019 blev den “nye” Urtehave indviet med deltagelse af 2 personer fra “Unika Haver” og af Mia Nordow fra Aalborg kommunes Park og Naturafdeling, der alle beredvilligt svarede på gæsternes spørgsmål. Desuden viste naturvejleder Esben Buch rundt ved de nye urtebede og fortalte om urternes brug til snapsefremstilling.
Indvielsestalen blev holdt af rådmand Hans Henrik Henriksen, og det røde bånd blev klippet over af Sundbysamlingernes leder, Aase Daarbak. Herefter blev der serveret kaffe og kage, samt små “skarpe” af Cimbrer-Lauget til de fremmødte gæster.
Urtehavens pavillon.
Pavillon, der har både bord og bænk, kan stadig benyttes til at nyde sin kaffe og medbragte kage og mad.
Urtehavens huse holdes lukket i vinterperioden. De åbner til påske hvert år. Haven er åben hele året.