Pedra Nielsen kabinet

Pedra Nielsens Kabinet

Møblementet i Pedra Nielsens kabinet er typiske klunkemøbler indkøbt ved forældrene, tømmerhandler Lauritz Nielsens bryllup med Mathilde Andreasen i 1880. Familiens hjem var i hjørnelejligheden i Schousgaard på hjørnet af Brogade og Søndergade. Ejendommen blev nedrevet i 1930 i forbindelse med bygningen af Limfjordsbroen. Der var 3 børn i familien: 2 døtre Inger f.1882, Pedra f. 1885 og sønnen Max f. 1887.

Døtrene fik en god uddannelse. Inger tog præliminæreksamen på Aalborg højere Pigeskole og uddannede sig videre i København i svensk sygegymnastik og massage med studieophold i Paris og en kortere ansættelse på et sanatorium i Tyskland.

Pedra tog handelseksamen på Cand. mag. Møllers Handels- og Sproginstitut i Aalborg og fulgte derefter et kursus på Vældegaard Husholdningsskole.

Efter faderens død i 1919 fik Pedra Nielsen ansættelse på kontoret i forsikringsselskabet “Fremtiden”, hvor hun i 10 år var den eneste kvindelige ansatte. Pedra var ansat i firmaet i 30 år indtil pensioneringen i 1949.

Efter nedrivningen af Schousgaard i 1932 flyttede Pedra Nielsen til en nybygget ejendom i Østergade 37, hvor hun tilbragte de sidste 57 år af sine i alt 104 år.

Sundby Samlingerne arvede møblementet ved hendes død i 1989.